St. Restrup IF var med i bowlen blandt 54 kvalificerede hold fra hele Danmark i DBU’s pokalturnering; »Sydbank Pokalen«, da der fredag var lodtrækning til næste runde.

St. Restrup IF, som frister en tilværelse i serie 2, var blandt de absolut lavest rangerende tilbageværende hold i turneringen, hvilket også vidner om, at holdet på deres vej har besejret flere højere rangerende hold bl.a. Nibe Boldklub og Sulsted IF – begge hold fra serie 1.

St. Restrup IF kunne ved fredagens lodtrækning se frem i mod, og håbe at trække et hold fra 1. division; »NordicBet Ligaen« og helt ned til lokale Danmarks- og Jyllandsserie hold i form af bl.a. Vejgaard og Aalborg Chang.

Det var derfor med stor spænding, at holdet fulgte livetransmissionen fredag eftermiddag, for at se, hvem de skulle krydse klinger i mod.

Begejstringen var bestemt ikke til at undgå at se og høre, da St. Restrup IF kom op af bowlen og Superliga-nedrykkerne fra Silkeborg IF kort efter kom op af bowlen, og blev holdets modstander. Kampen skal spilles i Frejlev, da St. Restrup IF, som lavest rangerende hold er født til at have hjemmebane. Kampen er endnu ikke datosat, men det bliver i perioden 1. – 3. september, hvor det forventes at Frejlev Stadion kan melde »fuldt hus« under de givne Covid-19 retningslinjer.  
Sidst St. Restrup IF var så langt i pokalturneringen var i 1997, hvor Randers Freja, da på daværende tidspunkt, lå placeret i 2. division, gæstede Frejlev Stadion. Randers Freja vandt opgøret med 2-4 efter St. Restrup IF havde været foran 1-0, og dermed blev dette endestationen for St. Restrup IF's pokaleventyr i 1997.

St. Restrup-træner, Michel Valdemars mobiltelefon var i timerne efter rødglødende af begejstrede spillere og personer med hjerte for klubben. Michel Valdemar udtaler til Nibe Avis: »Det var noget nær den perfekte modstander at trække i pokalturneringen. Vi havde håbet på Hobro IK eller Silkeborg IF i den nævnte rækkefølge, men man kan bestemt ikke være utilfreds med at det var Silkeborg IF, der dukkede op af bowlen sammen med os. Det bliver en stor oplevelse for spillerne, og giver dem endnu et lys at se frem i mod i en tid, hvor den også står på spændende kampe i serie 2. At se frem til en modstander, som er fuldtids professionelle fodboldspillere, og ikke mindst en træner, Kent Nielsen, som har vundet Europamesterskabet som spiller, og Danmarksmesterskabet som træner i AaB, er da kæmpe stort. Derfor håber jeg også på en fantastisk kulisse hjemme i Frejlev, hvor vi uden tvivl får brug for al den opbakning vi kan få – og med den i ryggen virkeligt får syn for sagen for niveauet mellem amatør- og professionel fodbold. Men med det gamle fodbold-mundheld in mente om at Skagen har slået Brøndby IF, vil jeg da elske, hvis det i fremtiden hedder: Kan I huske den gang St. Restrup IF vandt over Silkeborg IF – slutter Michel Valdemar til Nibe Avis.