Fra Leo Helmer, fungerende formand for LAK - Landsbyerne i Aalborg Kommune, Flintdalevej 5, Vokslev, har Nibe Avis modtaget: 

Fælles skoleledelse mellem mindre og større skoler var en del af budgetforlig 2020, og dette skulle resultere i en besparelse på kr. 2,0 mio. i 2021 og derefter kr. 3,0 mio. årligt fremover.

Først nu erfarer vi, at hele besparelsen skal findes på kommunens landsbyskoler. Igen skal der i landdistriktet skæres helt ind til benet, for at der kan bruges hundredevis af millioner til udvikling inde i Aalborg by. Besparelsen skal ske på landdistriktets 10 landsbyskoler, som i forvejen er hårdt presset økonomisk og elevmæssigt. Når landsby- skolerne er hårdt presset, så er landsbyerne det også. I den spritnye landdistrikts-politik af d. 2. marts 2020, har byrådet bl.a. vedtaget følgende:

Aalborg Kommune ser skolerne som et centrum for det lokale fællesskab og som en katalysator for udvikling i landdistrikterne. Et lokalt centrum der kan medvirke til at fastholde og tiltrække børnefamilier til landdistrikterne. Det tilstræbes at skolerne bliver en meget aktiv del af lokalsamfundet – også efter skoletid. Skolerne kan f.eks. danne rammerne for forskelligartede fritids- og kulturtilbud.

Som man kan læse, er landsbyskolerne tænkt som landsbyens primære omdrejnings-punkt. Tæt knyttet sammen med landsbyens idræts- og foreningsliv. Landsbyskolen og landsbyfællesskabet skal samarbejde om at skabe så meget lys i skolevinduerne som mulig. En af de overordnede hensigter med landdistriktspolitikken er bl.a. at ska-be aktive landsbyer, som kan virke tiltrækkende for børnefamilierne.

En af de ledelsesmodeller, som skoleforvaltningen sidder og arbejder med nu, er en sammenlægning af en landsbyskole og en større skole, så der bliver én skoleledelse, én skolebestyrelse, ét budget og én lærerstab. En sådan centralisering stemmer bare slet ikke overens med hensigterne i den nye landdistriktspolitik. En fælles skoleledelse og bestyrelse vil - selvfølgelig og naturligvis - have hovedfokus på driften af den store skole, og i meget mindre grad samarbejdet med de lokale borgere og foreninger i den lille landsby i nærheden. Få stoppet de tanker og begynd at se tingene i et lidt større perspektiv.

I vores landsbyer går vi rundt i en konstant frygt for, at deres lille skole skal blive lukket af besparelseshensyn. Skolens betydning for et lille landsbysamfund kan næsten ikke overdrives. LAK har forstået, at politikerne i Aalborg Kommune har lavet en gentlemen’s agreement om ikke at ville lukke skoler, medmindre elevtallet bliver så lille, at det ikke pædagogisk, læringsmæssigt og socialt er forsvarligt længere. Politikerne tør bare ikke lave en officiel aftale eller politik, fordi man muligvis kan komme i en besparelsessituation, hvor man alligevel er nødsaget til at gøre det. Det ville jo ikke se så godt ud. Så er det bedre, at borgerne i landsbyerne må leve i konstant utryghed.

Utrygheden omkring landsbyskolernes fortsatte beståen betyder imidlertid, at forældrene vælger landsbyskolerne fra, og melder deres børn ind på den store skole i stedet for. Små elevtal i landsbyskolen gør, at omkostningerne pr. elev stiger i den lille skole, hvorefter man politisk føler sig nødsaget til at skride ind. En meget negativ spiral.

Erfaringen fra Gistrup- Vaarst-Fjellerad Skole viser, at faldet i elevtallet på landsbyskolen stoppede bravt, da landsbyskolen (Vaarst-Fjellerad) indgik en frivillig ledelsesaftale med Gistrup Skole. Samarbejdet mellem de 3 skoler har også haft andre fordele. Erfaringsudveksling, fælles sekretariat, fælles ressourcepersoner, bedre vikardækning og roligere overgang, når eleverne i mellemklasserne skal op i overbygningsklasserne på Gistrup Skole. Men samarbejdet har imidlertid også haft den uheldige konsekvens, at forældre og lærere føler, at den lille skole er en belastning for den store skole. De går nu rundt i evig angst om nedskæringer og besparelser, hvilket hverken er godt for arbejdsmiljøet eller undervisningen.

De politiske partier i Aalborg bør en gang for alle indgå en bred bindende aftale om ikke at lukke landsbyskoler, medmindre elevtallet er så lille, at fortsat skolegang ikke længere er forsvarlig. En klar politisk prioritering ville vise lederskab og aftvinge respekt. Se bare vores statsminister i disse dage. Samtidig ville det give stabilitet og ro i vores små landsbyer og landsbyskoler. Lad os få vendt den negative spiral.

Samarbejde mellem en lille og en stor skole kan LAK dog godt se fordele i, så længe den lille skole bevarer sin egen identitet og selvstændighed og kan fortsætte samarbejdet med landsbyens foreninger og borgergrupper. Vi kunne derfor godt se landsby-skolerne som en selvstændig fungerende afdeling under en større skole, hvor man kunne trække på den store skoles ressourcer, erfaringer og administration. Store virksomheder har også underafdelinger med selvstændig ledelse og økonomi, så det må kunne praktiseres.

Men modellen bør kun gennemføres, hvis der også samtidig indgås politisk aftale om at bevare landsbyskolerne, og at såvel skoleledelse som skoleudvalg fremover holder fokus på, at landsbyskolerne også har en funktion, som rækker ud over det læringsmæssige. Landsbyskolerne skal, som forklaret, også medvirke til at sikre landsbyerne som attraktive bosætningssteder, så kommunen ikke brækker over i to - landdistriktet og storbyen. Husk nu vi skal udvikle os sammen.