HÅNDBOLD - 3. division herrer

Nibe HK - Vestbjerg IF: 29-29 (14-17)

Mål for Nibe: Anders Møller Droob 7 mål, Mads Krogh 6 mål, Mads Espensen og Frederik Skak hver 5 mål, Andreas Brunsgaard 3 mål, Mikkel Pedersen 2 mål, Andreas Bang 1 mål.

Selv om der reelt set »kun« var 2 point på spil i kampen mod Vestbjerg torsdag aften, så er der i lige netop disse opgør meget mere på spil. Både fordi Vestbjerg er et godt hold og med i toppen af rækken, spillerne kender hinanden og de to klubber er rykket op i 3. division samtidig, udtalte holdleder Morten Dahl Johansen før kampen i Nibe Idræts- & KulturCenter.

Og man må sige at kampen levede flot op til de forventninger, man kunne have til opgøret. I første halvlegs start tog Vestbjerg teten med en 4 måls føring. Føringen skyldtes  at Nibe HK stik mod sædvanlig kvalitet brændte 5 kontraangreb på 5 minutter, mest af alt nok fordi spillerne var lidt overtændte i kampens start, udtaler træner Jan Frank. Resten af første halvleg fulgtes de to hold ad og Nibe HK hentede lidt af Vestbjergs føring ind, så holdene kunne gå til pause med en Vestbjerg føring på 14-17.

Anden halvleg startede stort set på samme måde som første halvleg. Vestbjerg spillede bedst og straffede Nibe HK, så snart der laves den mindste fejl og lige pludselig er Nibe HK igen bagud med 4 mål. Midt i anden halvleg ændrede kampbilledet sig 180 grader og Nibe HK overtog initiativet både i forsvar og angreb, og kunne med supergodt spil og fight bringe sig foran for første gang i kampen, da der resterede 8 minutter af kampen.

Men Vestbjerg viste så, hvorfor at de er med i toppen af rækken, da de kommer stærkt tilbage og med 3 gode minutter bragte sig foran med 2 mål med 5 minutter tilbage af kampen. Nibe holdet smed så alle hæmninger og vandt, trods en 2 minutters udvisning og et brændt straffekast, de sidste 3½ minut med 3-1. Nibe HK udlignede til 29-29 med 10 sekunder igen og Vestbjerg fik dermed sidste chance. En god forsvarsindsats hindrede et gennembrud, og Vestbjerg kunne på det efterfølgende frikast ikke score det afgørende mål. Så kampen ender set over anden halvlegs udvikling retfærdigt 29-29, udtaler holdleder Morten Dahl Johansen efter kampen.

Næste kamp for Nibe HK er fredag d. 26 januar, hvor turen går til Oddense-Otting.